
Forgiftning hos hunde og katte – giftige fødevarer og planter
Share
Flere fødevarer og planter kan være giftige for hunde og katte. Her er en oversigt over de vigtigste, du skal undgå:
Hund - Fødevarer der er giftige for hunde er:
•Chokolade: indeholder theobromin som er giftigt for hunde. Selv små mængder kan føre til opkast, diarre, hjerteproblemer og i værste tilfælde døden.
•Løg og hvidløg: indeholder stoffer der kan skade hundens røde blodlegemer og føre til anæmi (blodmangel).
•Vindruer og rosiner: disse kan forårsage nyresvigt, selv i små mængder. Symptomerne kan være opkast, diarre og sløvhed.
•Avocado: indeholder et stof kaldet persin som er giftigt for hunde. Det kan forårsage opkast, diarre og i nogle tilfælde kan det også påvirke hjertet.
•Koffein: selv i små mængder kan det føre til rastløshed ved din hund, hurtig vejrtrækning, hjertebanken, muskel rystelser og i særligt alvorlige tilfælde døden.
•Alkohol: ekstremt farligt for hunde, selv små mængder kan føre til alkoholforgiftning som medfører opkast, diarre, koordinationsproblemer og i alvorlige tilfælde kan det ende i koma eller døden.
•Nødder: alle typer nødder er giftige, især macadamianødder, som kan give lammelser. Symptomerne er opkastning, blodig afføring, nedsat leverfunktion, diarre og maveproblemer, slingren, sløvhed og lammelser.
Der er mange planter, både i stuen og haven, som er giftige for hunde. Her er nævnt nogle af de mest almindelige:
•Anemone: planten er giftig og kan være dødelig for hunde hvis de spiser dem. Den indeholder giftstoffer, som påvirker nervesystemet og kan give dødelige lammelser.
•Cannabis: selvom hunde sjældent vil indtage en dødelig mængde af denne plante kan selv mindre doser påvirke hunden i form af nedstemthed, hallucinationer og ændret adfærd. Efterfølgende kan hunden opleve symptomer som opkast, diarre og muskelsvaghed.
•Sigøjnerblad/Dieffenbachia: dette er en ekstremt farlig plante, den kan medføre hævelser af tungen og halsen, så din hund er i fare for at blive kvalt.
•Julestjerne: planten kan irritere i mund og svælg, men den er ikke så giftig som vi tidligere har troet.
•Kartoffelplante: de grønne skud på planten er giftig for hunde. Hunde må heller ikke spise rå kartofler. Planten indeholder giftstoffer der medfører mave-tarmkatar, det viser sig ved nedsat appetit, kvalme, kolik smerter, opkast, blodig diarre, sløvhed, apati, savlen, åndedrætsbesvær og kramper.
•Liguster: denne hæk er giftig for hunde. Bladene udskiller en bitter smag, så dem vil hunden oftest spytte ud igen. Men bærrene har en sød smag så dem kan hunden godt finde på at spise. Det leder til opkast, diarre og smerter og i svære tilfælde, hvis hunden har spist mange bær, kan der opstå kramper og lammelser.
•Mistelten: både bær og blade er giftige for hunde, hvis de spiser dem. Symptomerne er opkast, diarre, savlen og i sjældne tilfælde manglende koordination af bevægelse, øget urinering, kramper, sløvhed og åndedræts forstyrrelser.
•Påskelilje: løget og saften fra planten er det mest giftige. Hvis din hund har spist løg fra påskeliljer skal du straks kontakte en dyrlæge, da det kan være alvorligt skadeligt.
•Stormhat: en ekstremt giftig plante, som er dødelig selv i meget små mængder. Symptomerne er at læber, tunge og mundhulen bliver følelsesløs, samt kvalme, opkastning, diarre, syn og hørelse svækkes, temperaturen falder og hjerteaktiviteten nedsættes. Ved en ganske lille indtagelse kan døden indtræffe allerede efter 1/2-3 timer, som følge af hjertelammelse eller stop af åndedrættet.
•Thuja hæk: den er giftig og hvis du mistænker din hund har spist noget af den skal du straks kontakte dyrlægen. Den er ætsende for hud og slimhinder,
•Tulipan: hele blomsten er giftig, men det mest skadelige er løget, her er koncentrationen af giften størst. Der skal dog en stor mængde til før din hund bliver alvorligt skadet.
•Vintergæk: hele planten er giftig, men det er mest løget der er skadeligt for hunden. Ved at indtage løget ses voldsom opkast og diarre.
•Purløg: som alle andre løg tåler hunde det ikke. Hvis din hund indtager det i skadelige mængder kan det give opkast, blodmangel pga. Nedbrydning af de røde blodlegemer, rød urin, svaghed og nyresvigt. Dog sker der ikke noget ved indtag i små mængder.
•Rababer: bladene er giftige for hunde. De vil ætse hunden i munden. Hvis hunden spiser bladene ses symptomer som mund smerter, opkast, diarre og i værste tilfælde nyresvigt.
•Guldranke: ved indtag får hunden mund irritation, smerter, savlen og opkast, svært ved at synke og respirationen kan påvirkes.
•Bjørneklo: planten er 'fototoksisk', hvilket betyder at de dele af huden der kommer i kontakt med planten bliver efterfølgende overfølsom overfor sollys. Solens stråler kan herefter forårsage forbrændinger med blister og væskende hudreaktioner samt øjenskader. Symptomerne på kontakt med denne plante er inden for de første timer kløen og rød hud. Inden for 12-24 timer ses en forværring af hudforandringerne, hvor der vil opstå væske
Katte - Fødevarer der er giftige for katte er mange af de samme som dem der er giftige for hunde.
•Avocado
•Løg
•Nødder
•Rababer
•Kartofler, rå
•Salt
•Chokolade
•Koffein
•Vindruer og rosiner
•Alkohol
Men også:
•Citronolie: kan give leverskader.
•Frugtkerner: indeholder små mængder cyanid. Større mængder indtaget kan give forgiftninger.
•Lever: indeholder store mængder A-vitamin, som i store mængder kan give forgiftning, der kan medføre skader på øjne og skelet.
•Paracetamol: katte mangler det enzym som kan nedbryde det aktive stof i lægemidlet, så derfor kan 1 tablet være dødelig for katte.
•Spinat: hæmmer dannelsen af røde blodlegemer.
•Rå æg, kød og ben: ligesom hos mennesker kan indtagelse af rå æg og kød føre til salmonella eller E. Coli forgiftning. Symptomerne er opkastning, diarre og sløvhed.
•Mælk og mejeriprodukter: katte har problemer med at fordøje laktose. Det kan give maveproblemer og diarre.
Planter - De planter der nævnes hos hunde, gælder også for planter. Derudover er disse planter også skadelige for katte:
•Aloe Vera: plantens saft kan forårsage problemer med fordøjelsen og nervesystemet.
•Natskygge: indeholder giftstoffer, der kan give savlen, opkast, diarre, depression og respirationslammelser.
•Eukalyptus: bladene er giftige, og symptomerne er overdreven spytsekretion, diarre, opkast, åndedrætsproblemer og i svære tilfælde krampeanfald.
•Hortensia: indeholder giftstoffer der frigive når planten tygges og medfører opkast, diarre og sløvhed.
•Valmue: symptomerne er opkast, åndedræts påvirkning og bevidstløshed.
•Mælkebøtte: mælkebøttens frugt er giftig for katte såvel som mennesker.
Hvad skal du så gøre hvis din hund eller kat bliver forgiftet?
1. Identificer typen og mængden af fødevaren/planten: dette er vigtigt at vide for dyrlægen for at kunne behandle din hund korrekt.
2. Kontakt dyrlægen straks - så dyret kan komme i behandling hurtigst muligt. Dyret skal gerne få det kastet op inden for 3 timer.
3. Hold øje med symptomer som opkast, diarre, rystelser, sløvhed og andre usædvanlige adfærdsmæssige ændringer.
Skrevet af: Vojens Dyreklinik ved Sommerlund Vet